Årsmagasin 2024

2024 var året, hvor Lejerbo fyldte 80! Det er en oplagt anledning til at gøre status. Kan vi stadig bidrage positivt til samfundet? Er vores måder at gøre tingene på stadig relevante? Og får vi taget aktivt stilling til fremtiden? Det giver vi et bud på i dette årsmagasin.

Vi laver et nedslag i et par af vores kerneområder: Beboerdemokratiet, det boligsociale arbejde og udlejning af boliger til nye målgrupper. Det er på sin vis opgaver, vi har løst gennem de seneste 80 år. Men vi er også nødt til at følge med tiden. Ingen er en ø. Heller ikke Lejerbo. Derfor indgår vi i mange forskellige samarbejder og partnerskaber. I årsmagasinet præsenterer vi tre eksempler på, hvordan partnerskaber beriger boligområderne.

Det er ingen hemmelighed, at en sammenlægning mellem Lejerbos og DAB’s administrationer har fyldt meget i 2024. Og det er et stort, aktivt skridt i retning af at ville forme vores egen fremtid. Men også på andre måder har vi arbejdet med at ruste os til fremtiden. Både digitalt og fysisk, blandt andet i form af nye byggerier og renovering af eksisterende boliger.

God fornøjelse!

Kerneopgaver
– Dengang og nu

Den 15. marts 2024 kunne Lejerbo fejre 80-års fødselsdag. Men selvom både vi og verden omkring os har udviklet sig meget siden 1944, er mange af vores kerneopgaver fortsat de samme.

Vi lejer stadig gode boliger ud til en fornuftig pris. Det er omdrejningspunktet. Men derudover er blandt andet beboerdemokrati, boligsociale indsatser og samarbejde på tværs også en stor del af vores hverdag. Dengang og nu.

Beboerdemokrati i udvikling

Lejerbo indførte beboerdemokrati, før det var et lovkrav. Vi har nemlig helt fra begyndelsen været lejernes boligselskab, og derfor har lejernes stemme altid været en drivkraft for os.

Men beboerdemokrati og bestyrelsesarbejde – både i afdelingerne og i organisationerne – foregår ikke altid efter en fast formel. Bestyrelserne kan have deres egen tilgang til bestyrelsesarbejdet, og det understøtter vi efter bedste evne.

Således bifalder vi, når en ung bestyrelse prøver sig frem og finder løsninger, der passer til lige netop dem. Vi værdsætter, når bestyrelserne gør en dyd ud af at lære af hinanden på tværs af afdelinger og organisationer. Og vi elsker, når bestyrelserne sætter den gode stemning i højsædet i det arbejde, de laver sammen.

2024 var året, hvor vores kursusafdeling for første gang afholdt et målrettet kursus for afdelingsformænd. Knap 30 deltog og var med til at gøre kurset til en stor succes. Vi fik også afholdt et mødedirigent-kursus efter mange års pause. Det var et vigtigt kursus, da der mangler dirigenter til vores mange møder rundt om i landet.

nye løsninger til tomme ungdomsboliger

Udbud og efterspørgsel skal helst hænge sammen, når det gælder boliger. Men det kan nogle gange være svært at forudsige efterspørgslen – især når affolkning, Corona, krig og inflation spiller ind.

I de senere år har vi i nogle regioner haft udfordringer med at få lejet vores ungdomsboliger ud. Derfor kan det være nødvendigt at tænke ud af boksen for at undgå, at boligerne står tomme.

I Østjysk Bolig har en del af løsningen været at leje ungdomsboliger ud til nogle af de ukrainere, der kom til, da krigen brød ud. Aarhus Kommune stod akut og manglede flygtningeboliger, og Østjysk Bolig havde ledige på hånden. Det gav mulighed for en ny type samarbejde.

En anden løsning har været at leje ungdomsboliger ud til ikke-studerende, som så dog måtte undvære ungdomsboligbidraget. Efterspørgslen på mindre boliger vokser, og selv uden bidraget er en ungdomsbolig en god mulighed for at få fingrene i en lille og stadig billig bolig i en by som Aarhus.

boligsociale medarbejdere og driftsansatte løfter i flok

I flere regioner har vores kollegaer knækket koden til det gode samarbejde på tværs af instanser og faggrupper. I Nyborg er Lejerbo for eksempel en del af den boligsociale indsats i fællesskab med to andre boligorganisationer og de kommunale medarbejdere. Det giver god mulighed for at udveksle erfaringer og lære af hinanden.

I Grønneparken i Holbæk er der også gode takter, hvor især Lommepengeprojektet står stærkt. Her er en gruppe af afdelingens unge beboere i alderen 13-15 år ansat til at hjælpe vores gårdmænd med praktiske opgaver. Gårdmændene gør en stor indsats for at styrke det sociale sammenhold. For eksempel arrangerede de på eget initiativ juleafslutning, hvor der blev lavet god mad til de unge ansatte.

Også i Maglehøj i Frederiksværk løfter det boligsociale team og driftspersonalet i flok. Sidstnævnte har altid øjne og ører åbne, når de er rundt i afdelingen. De melder med det samme ind til kollegerne i det boligsociale team, hvis de ser bekymrende adfærd. Samarbejdet mellem de to faggrupper gør, at der hurtigt kan sættes forbyggende tiltag i gang.

Vi står på skuldrene af hinandens relationer til beboerne. På den måde kan vi nemmere hjælpe de mennesker, hvor det ellers kan være svært.

Mia Møller-Andersen
Chef for den boligsociale indsats i Holbæk

Vores samarbejde med det boligsociale team giver en følelse af at kunne hjælpe områdets svageste. Vi er meget stolte over de resultater, vi opnår sammen.

Brian Sørensen
varmemester i Grønneparken

Der er en rigtig god daglig dialog, hvor vi er dygtige til at udnytte hinandens viden. Selvom vi kommer fra tre forskellige boligorganisationer, ser vi hinanden som kolleger.

Lars Due Juhre
forretningsfører i Lejerbo region Kolding

Partnerskaber
der beriger

Flere af vores organisationer og afdelinger indgår i forskellige partnerskaber, der skaber værdi for vores beboere. Indsatser, der styrker fællesskabet, giver støtte og skaber øget sundhed og trivsel. Uanset om det drejer sig om uddeling af overskudsmad, sangskrivningsworkshops eller kunstfællesskaber, så er nøglen til succes, at opgaverne løftes i samarbejde med andre. Derfor giver det god mening at etablere længerevarende partnerskaber, der beriger.

Unikke Stemmer i Nakskov

En gruppe børn fra Birkevænget i Nakskov fik i 2024 en større stemme ved at deltage i et sangskrivningsforløb. Projektet hedder Unikke Stemmer og er en musikalsk indsats, der bevæger sig ind i den boligsociale dagsorden. Forløbet styrker fællesskabet og modet hos de unge.

Overskudsmad i Hvidovre

I Hvidovre lægger en enkelt afdeling lokaler til en indsats, der gør en forskel for mange. Gennem et partnerskab med Madbanken uddeles der overskudsmad til økonomisk pressede borgere to gange om ugen. Initiativet gavner både lokalsamfundet og afdelingens beboere.

Kunst på tværs i Holstebro

De boligsociale medarbejdere i Trivselshuset i Holstebro er gået sammen med andre kunstinteresserede i byen om at oprette Holstebro Kunstklub. Her produceres både udstillinger, teater og podcasts, som områdets mange børn og voksne er en del af.

DAB-Lejerbo:

På vej mod en sammenlægning?

I foråret 2025 skal landsrepræsentantskaberne i Lejerbo og DAB træffe en stor beslutning: Skal de to administrationer lægges sammen?

Hovedbestyrelserne i begge organisationer anbefaler repræsentantskaberne at stemme for en sammenlægning. De har brugt en stor del af 2024 på at udarbejde et konkret forslag til nye vedtægter, en overgangsbestyrelse og andre detaljer, som repræsentantskaberne skal tage stilling til.

Landsformand Gunnar Sørensen forklarer baggrunden: ”De seneste år er vi blevet presset af en uendelig strøm af nye krav om dokumentation, lovgivning og mange ekstra opgaver. Det tager tid fra vores kerneopgaver.

Samtidig er væksten gennem nybyggeriet næsten gået i stå, og vi har derfor været nødt til at hæve administrationshonoraret en del – men det kan vi jo ikke blive ved med.

En løsning er at blive flere skuldre om at bære udgifterne. På den måde er sammenlægningen en fremtidssikring af begge administrationer.”

Næstformand for øst, Erik Gemmer, supplerer: ”Det har været vigtigt for os at være proaktive. Rettidig omhu med andre ord. Udover de udfordringer, som Gunnar ridser op, står vi i Lejerbo også overfor et generationsskifte i dele af direktionen inden for de kommende år. Samtidig er vores it-system ved at være forældet. Så der skal under alle omstændigheder ske noget.”

Næstformand for vest, Anne Sakariassen, siger: ”For mig er det vigtigt med en samarbejdspartner, der har de samme værdier som os. Og det har DAB. Det er også afgørende, at det er en ligeværdig sammenlægning, hvor ingen af parterne bliver spist af den anden.”

Hvis sammenlægningen bliver en realitet, vil det være en historisk begivenhed – både for DAB og Lejerbo og for den almene sektor som helhed. 

Vi skal fremtidssikre vores administrationer ved at blive flere skuldre om at bære byrderne.

Gunnar Sørensen
Landsformand

Det er rettidig omhu. For der kommer til at ske forandringer, uanset om vi gør noget proaktivt eller ej.”

Erik Gemmer
Næstformand for øst

Det er vigtigt med en samarbejdspartner, der har de samme værdier som os. For når værdierne er ens, bliver det meget nemmere at løse de knaster, der vil dukke op.

Anne Sakariassen
Næstformand for vest

Digital udvikling

En vigtig del af at følge med tiden er den digitale udvikling. Vi skal gøre det lettere både at søge og have en bolig hos os, og vi skal gøre dagligdagen for vores medarbejdere mere smidig og enkel. Det hjælper den digitale udvikling os med.

I 2024 har vi blandt andet arbejdet med et nyt Facility Management-system, der gør dagligdagens opgaver lettere at overskue for personalet ude i boligafdelingerne. 

Og så har cybersikkerhed også været på dagsordenen. I 2024 blev vi ramt af et hackerangreb, som du kan høre Max fortælle om herunder. Vi skal kunne modstå de forsøg på hackerangreb, vi udsættes for, for der kommer flere og flere af dem.

Johnny Christensen

Driftsudviklingschef

Johnny fortæller om Lejerbos nye Facility Management-system.

Max Thomsen

IT-systemadministrator

Max fortæller om it-afdelingens arbejde med cybersikkerhed.

Nybyggeri

Tre nye afdelinger blev klar til at modtage beboere i 2024.

Ved Skoven i Allerød

I Allerød i Nordsjælland har Lejerbo Frederiksborg bygget 115 familieboliger og et fælleshus. I afdelingen findes der både 1-, 2-, 3- og 4-værelses boliger. Afdelingen har fået sit navn, fordi den ligger i et skønt område lige op ad Teglskoven. Derudover er der gode grønne uderum mellem boligerne, og hver bolig har egen privat repos, altan eller terrasse.

Christiansminde på Falster

Centralt i Stubbekøbing på Nordfalster har Lejerbo Guldborgsund opført 36 boliger og et stort fælleshus. 23 boliger er udbudt som seniorbofællesskab, og de sidste 13 som familieboliger. I afdelingen ligger også ni private boliger, da den er opført i en såkaldt delegeret bygherremodel. Flere af boligerne ligger med udsigt til åbne vidder, og der er kort afstand til indkøb og skole.

Rosenholmsvej i Holstebro

Midt i Holstebro har Boligselskabet Holstebro og Lejerbo bygget 48 nye boliger: 20 familieboliger, 28 ungdomsboliger og et fællesrum. Afdelingen er bygget på den gamle slagterigrund, som er en af Holstebros største og mest centrale udviklingsområder. Her er man i gang med at skabe en helt ny bydel, der udover boliger også skal indeholde kultur, erhverv og uddannelse.

Vi renoverer for fremtiden

I Lejerbo har vi fokus på at forlænge levetiden af vores eksisterende boligafdelinger. Så når vi prioriterer renoveringsindsatsen, handler det om at sikre gode og sunde boliger. Men det handler også om at skabe de bedste rammer for det levede liv – øget livskvalitet og stærkere fællesskaber blandt vores beboere.

Gennem vores renoveringsprojekter udmønter vi den grønne boligaftale, som regeringen vedtog i 2020. Her blev afsat 30 mia. kr. fra Landsbyggefonden til renoveringer i den almene boligsektor i perioden 2021-2026 med fokus på især energi. Og det er nødvendigt at etablere bedre energiløsninger i vores ældre boliger, fordi forbrugsudgifterne fylder meget i huslejen for den enkelte beboer.

I 2024 afsluttede vi således fire renoveringsprojekter, mens kommuner og Landsbyggefonden gav tilsagn til yderligere 13. I alt arbejder vores Bygge- og Udviklingsafdeling på renoveringsprojekter, der samlet løfter standarden i 9.750 boliger til en værdi af 5,1 mia. kr.

Kortet her viser igangværende og afleverede renoveringer.
De blå kraner viser projekter, der blev afleveret i 2024. De røde kraner viser projekter under udførelse i 2024.
Er der flere sager i samme område, så er de samlet i de grønne cirkler. Hvis du klikker på cirklen, zoomes kortet ind, og du kan se de enkelte kraner.

LEJERBOS
HOVEDBESTYRELSE

Lejerbos øverste ledelse udgøres af landsrepræsentantskabet og af den hovedbestyrelse, som landsrepræsentantskabet vælger. 13 bestyrelsesmedlemmer er således valgt af landsrepræsentantskabet, mens to er udpeget af medarbejderne.

Efter landsrepræsentantskabsmødet i juni 2024 bestod hovedbestyrelsen af: (fra venstre) Brian Taudahl Børgesen, Søren Rosenlund, Kim Nielsen, Lotte Sørensen, Gert Thorsen, Gunnar Sørensen, Johnny Jensen, Erik Gemmer, Helle Worm, Bente Castenschiold, Inge Køster, Anne Sakariassen, Bjarne S. Hansen, Alex Young Pedersen og Jesper Hvidkær Pedersen (siden afløst af Salim Saaie).