Corona

Home Corona

Corona


Lejerbo i Corona-tiden

Administrerende direktør Palle Adamsen fortæller om Lejerbo som arbejdsplads i 2020.
Direktør Mette Møllerhøj beretter om, hvordan beboere og bestyrelser har klaret nedlukningen i 2020.
Direktør Henrik Ricken forklarer, hvordan Lejerbos økonomi i 2020 har været påvirket af Corona.

Har du brug for undertekster, så finder du dem på alle videoerne ved at klikke på det lille CC-ikon nederst til højre på videoen og vælge ‘Dansk’. 


Livet før og under Corona

Restriktionerne i forbindelse med Corona-pandemien satte sine spor i boligafdelingerne. Ved at trække i pilene på de tre illustrationer kan du få et indblik i hvordan. Du kan også klikke her for at se alle illustrationerne på én gang.

Before Image After Image

I mange boligafdelinger blev legepladserne en overgang spærret af, og beboerne skulle holde afstand, når de færdedes i de fælles områder.

Before Image After Image

Ejendomsfunktionærerne måtte i en periode kun løse akutte opgaver i boligerne. De skulle naturligvis også holde afstand, bære mundbind og så videre.

Before Image After Image

Møder i beboerdemokratiet blev aflyst, udskudt eller flyttet over på telefon, mail eller gjort digitale.


Flager for fælleskabet

På Havrevej i Thisted er flaget blevet sendt til tops hver eneste lørdag siden marts 2020 for at markere fællesskabet.

Det er afdelingsbestyrelsen med formand Malene Gregersen i spidsen, der står for flaghejsningen. Malene fortæller: ”Vi skulle selvfølgelig være med til at flage for fællesskabet. Det signalerer jo, at vi står sammen her i Corona-tiden. Og så bliver man glad af at se et stort dansk flag”.

Det har beboerne i afdelingen taget til sig. Et par gange har flagsnoren på den store flagstang været stjålet, så det kun var flagene i afdelingens to mindre flagstænger, der kunne hejses. Straks var der flere bekymrede beboere, der ringede til formanden og tilbød deres hjælp, da de ikke kunne se det store flag.

Derfor regner formanden også med, at afdelingen skal fortsætte med at flage for fællesskabet en tid endnu.

Hvordan har 2020 været for dig?

Vi har skullet passe ekstra godt på dem.

Jeg er social vicevært i to ældreboligafdelinger. Men vi har jo ikke kunnet holde de sociale arrangementer, som vi plejer. Så det har været underligt, når det egentlig er det, jeg er ansat til.
Mange af beboerne er lidt sårbare, så vi har skullet passe ekstra godt på dem med mundbind, håndsprit og god afstand.

Når man er et socialt væsen, er det trist, at man ikke kan omgås andre som normalt.



Michael Bengtsson
Social vicevært i Brøndby Boligselskab

Vi fik lært at spritte hænder af.

Det har været meget specielt. I begyndelsen havde vi kun kontakt med kollegerne på telefonen. Det var hårdt. Men vi er blevet gode til at tage vores forholdsregler, og jeg skal da love for, at vi fik lært at spritte hænder af.

Vi kunne fortsætte med at arbejde, da Nordjylland lukkede ned, fordi vi i forvejen bor i kommunen. I en periode fik vi faktisk hjælp af en kollega, der ikke kunne komme på arbejde i Aalborg på grund af de lukkede kommunegrænser.





Kaj Brander
Ejendomsfunktionær i Jammerbugt Kommune

Jeg har oplevet et fantastisk sammenhold.

Hvor skal man begynde, og hvor skal man slutte? Året som kom med forandringer, tvivl og bekymringer for mange. Men også et år som har budt på muligheder, indsigt og måske tiltrængte fravalg, vi ikke troede mulige.

Disciplinen hjemmearbejde blev for alvor afprøvet. Jeg har oplevet et fantastisk sammenhold og set en vilje til at få hverdagen til at fungere. Det være sig hos beboere, beboerdemokrater og kolleger.

2020 blev også året, hvor alderen indhentede driftschefen, og skærmbriller blev nødvendige.

Steen Andersen
Driftschef i Næstved


Vi er fortsat et team.

Jeg har arbejdet hjemmefra i det meste af 2020. Jeg har holdt fast i de almindelige arbejdsvaner, selvom rammerne er skiftet fra udsigten til mine skønne kollegaer til pladsen ved spisebordet.

Vi har indført nye rutiner i kundeservice. Blandt andet ”go´morgen mail”, ”frokost” mail og ”eftermiddagsmail”. Det giver en følelse af, at vi fortsat er et team, selvom vi ikke er fysisk sammen.

Mine opgaver er de samme, og jeg oplever at blive mødt med stor tillid fra min leder og kollegaer. Det har gjort, at jeg fortsat oplever arbejdsglæde.


Michelle
Kundeservicemedarbejder i Valby


Anderledes og besværligt

Det har været meget anderledes og meget besværligt. Vi har skullet have to helhedsplaner igennem med lynets hast. Desværre nåede vi ikke at få godkendelserne på plads for den ene plan, da vi måtte aflyse det sidste afdelingsmøde på grund af forsamlingsforbuddet. Så det projekt til 184 millioner hænger stadig. Den anden helhedsplan var der ingen problemer med.

Som organisationsformand er jeg privilegeret af, at min bestyrelse er hurtige på tasterne, så vi har kunnet få truffet nogen beslutninger. Og så jeg har haft en god sparringspartner i administrationen undervejs.

Conny Birkholm
Formand for Lejerbo Rudersdal


Vi har forsøgt at leve med den

I min boligafdeling har vi ikke ladet os underkue af Corona, i stedet har vi forsøgt at leve med den. Vi har for eksempel haft ”SYNG MED” i vores gårdhave hver dag i sommerhalvåret. Nogle deltog aktivt, andre nød forestillingen fra altaner og åbne stuevinduer.

Vi har også holdt afdelingsmøde med stor hensyntagen til afstandskrav og uden mad på bordet. Andre emner, som bestyrelsen har skullet taget stilling til, er blevet løst pr telefon.





Jesper Graakjær
Formand for Lejerbo Skjern

Denne side anvender cookies til statistiske formål.  Læs mere